Øget tryghed ved leasing
Af Holger RosenstandDet stigende antal danskere, der vælger at lease deres privatbil frem for at eje den, kan sandsynligvis se frem til større tryghed omkring leasingaftalen. Baggrunden er et lovforslag, som – hvis det bliver vedtaget – vil fjerne nogle af de risici, der er forbundet med at lease sin bil.
Hvis lovforslaget som ventet bliver vedtaget, er der nye krav til leasingkontrakter fra og med starten af 2010. Lovforslaget vender sig mod lange opsigelsesvarsler og mod lange bindingsperioder.
I lovforslaget hedder det blandt andet, at man efter det første år skal kunne komme ud af sin leasingkontrakt med kun en enkelt måneds varsel. Den nye lov vil således forhindre uopsigelige kontrakter og et stort gebyr for at bryde kontrakten.
Kan blive dyrt
I øjeblikket indeholder mange leasingkontrakter bestemmelser om, hvad der skal ske af økonomisk art, hvis lejeren af bilen vil ud af sin kontrakt i utide. Der kan typisk være tale om, at leasingydelsen fortsat skal betales i flere måneder efter, at den leasede bil rent faktisk er leveret tilbage til leasing-udbyderen.
Sådanne situationer kan opstå typisk i forbindelse med, at lejeren har mistet sit job og ikke længere har økonomi til at betale leasingydelserne. Der kan også være tale om for eksempel skilsmisse, der radikalt ændrer familiens økonomiske situation.
Hvis den nye lov bliver en realitet, vil trygheden for lejeren af bilen altså blive betydeligt bedre – især efter det første år, når leasingkontrakten kan opsiges med blot én måneds varsel.
Flere leaser
Privatleasing af biler er blevet mere og mere populært de seneste år. Baggrunden er enkel: Det er dejligt overskueligt for lejeren, der præcist kender sine udgifter til bil, idet service og reparationer i de fleste tilfælde er inkluderet i leasingaftalen.
Men hvis man vil lease sin bil, bør man være sikker på stor stabilitet i sit liv. Jobskifte, fyring, skilsmisse eller flytning kan blive en dyr fornøjelse i forbindelse med leasing.
I 2007 valgte 1960 danskere privatleasing af bilen, mens det tilsvarende tal i 2008 var 5.622. Hvis den nye lov bliver en realitet, tyder det på yderligere stigning i antallet af leasingaftaler.
Hvad de strammere regler set med leasing-udbydernes øjne så vil gøre ved priserne, er indtil videre et åbent spørgsmål.
Tags: bil, leasing, lovforslag, Privatleasing
Del på Facebook

august 2nd, 2009 klokken 14:19
Meget interessant artikel
september 10th, 2009 klokken 07:50
Er den nye lov vedr opsigelse af lease med en enkelt måneds varsel vedtaget?
MVH og tak
Martin
Svar: Nej, loven ventes vedtaget i løbet af efteråret til ikrafttræden 1. januar 2010. Den ventes ganske rigtigt at indeholde bestemmelse om maksimalt en måneds opsigelse af leasingaftalen – men først efter det første års leasingperiode.
MVH
Holger Rosenstand
september 18th, 2009 klokken 13:49
Vil den nye lov, såfremt den bliver vedtaget, omfatte allerede indgåede leasingaftaler, eller kun kontrakter der indgåes efter vedtagelse af loven?
Svar: Det vil først fremgå af selve lovteksten. Men det forekommer helt usandsynligt, at den vil omfatte allerede indgåede leasingaftaler – det ville jeg opfatte som en juridisk umulighed.
april 19th, 2010 klokken 09:40
Hvad hedder denne nye lov, og er den vedtaget som forventet?
april 19th, 2010 klokken 09:49
Den nye lov trådte i kraft ved årsskiftet 2009/2010. Kender ikke til, at den har et specielt navn.
april 23rd, 2010 klokken 13:25
Lovforslaget, der omtales, er en ændring af forbrugeraftaleloven. Ændringerne kan ses her:
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20081/lovforslag/L97/som_vedtaget.htm