Fastlåste fartgrænser
Af Holger RosenstandHvad blev der mon af debatten om mere differentierede hastighedsgrænser på de danske landeveje? Eller for den sags skyld udspil fra borgerlige politikere om, at fartgrænsen på 110 km/t på nogle af vore motorvejsstrækninger burde ændres til 130 km/t, som er den generelle hastighedsgrænse på motorvejene?
Efter min mening er der et oplagt behov for at differentiere fartgrænserne på landeveje, altså have forskellige fartgrænser, der afspejler de faktiske forhold på forskellige landevejsstrækninger.
Som også politikere har nævnt, er der stor forskel på ulykkesrisikoen på en måske lidt smal landevej nær hovedstadsområdet og så en lang, lige landevej i det vestjyske uden nogen særlig bebyggelse tæt ved vejen.
Jeg synes, det er på tide, at politikerne tager den debat op igen. Det har tidligere været nævnt, at det på nogle strækninger med tynd trafik og gode oversigtsforhold sagtens kan være relevant at hæve hastighedsgrænsen til for eksempel 90 km/t i stedet for de nugældende 80 km/t.
Ja, selvfølgelig, men hvorfor holder de samme politikere så ikke fast i tanken og gør noget ved det? For det er jo en oplagt mulighed for at skabe bedre respekt for hastighedsgrænserne, når de stemmer overens med de faktiske kørselsforhold. Det skaber jo ikke respekt, at der er den samme fartgrænse på alle landevejsstrækninger, for det føles bestemt ikke naturligt for bilisterne.
Og glem venligst de deciderede fartbøller eller vanvidsbilister, som de også kaldes, i denne forbindelse, for de påvirkes jo alligevel ikke af fartgrænser. De ville ikke køre spor anderledes, hvis hastighedsgrænsen på de sikreste strækninger hæves til 90 km/t.
Få nu taget hul på den debat igen, og lad den munde ud i hastighedsgrænser, der harmonerer med sikkerhedsniveauet på de forskellige vejstrækninger. På sigt vil det med garanti gavne den samlede trafiksikkerhed.
Tags: 80 km/t, Fartgrænser, hastighedsgrænse
Del på Facebook
