Fiat på strandhugst

Af Holger Rosenstand
4. maj 2009



Italienske Fiat Auto har efter nogle kriseår fået nogenlunde styr på økonomien. I hvert fald så meget, at italienerne nu vil bruge den globale finanskrises negative virkning på andre bilproducenter til at ekspandere kraftigt. En aftale med amerikanske Chrysler er allerede på plads, og nu rækker Fiat armene ud efter tyske Opel.

Fiats nyere historie viser en i høj grad omskiftelig tilværelse. For bare fem år siden stod til sløjt til med økonomien – så sløjt, at amerikanske GM betalte et milliardbeløb for at slippe af med sin aktiepost i Fiat.

Siden har Fiat skabt Grande Punto og Fiat 500. De har boostet salget og skæppet godt i den italienske bilproducents kasse, der nu er så tilpas bugnende, at Fiat kaster sig ud i en sand strandhugst blandt kriseramte bilfabrikker.

For få dage siden faldt en aftale endelig på plads mellem Chrysler og Fiat. Aftalen går ud på, at der etableres et nyt, fælles selskab, som Fiat ejer 20 procent af aktierne i. Det sker, mens Chrysler er i en slags betalingsstandsning, kaldet “Chapter 11″, som kort sagt går ud på, at firmaet kan køre uændret videre, mens en domstol bestemmer over firmaet, der er forpligtet til at lægge alt om sig selv frem.

Det ventes at tage op mod 60 dage, før den nye selskabskonstruktion er klar, og imens poster den amerikanske stat masser af dollars i Chrysler for at holde koncernen kørende.

Platform i USA

For Fiat er samarbejdet med Chrysler indlysende. Amerikansk bilindustri har brug for at skabe mindre og mere brændstoføkonomiske modeller, og den slags er noget, Fiat har forstand på. Amerikanerne er ved at få øjnene op for dieselmotorer, og her står Fiat stærkt med sine moderne common rail-dieselmotorer.

 




Chrysler 300C har været en af de sjældne succes'er for Chrysler, men i fremtiden skal der mindre og mere brændstoføkonomiske modeller til.

Chrysler 300C har været en af de sjældne succes'er for Chrysler, men i fremtiden skal der mindre og mere brændstoføkonomiske modeller til.

Fiat får også adgang til et tæt forhandlernet i USA, så man uden startomkostninger kan begynde at markedsføre europæiske modeller, som kunne være interessante for amerikanerne, for eksempel Alfa Romeo og den nuttede Fiat 500.

Kig på Opel

Netop i disse dage har Fiat indledt forhandlinger om en mulig overtagelse af tyske Opel. I generationer har det været amerikanske General Motors, der ejer Opel, men GM har meldt klart ud, at man vil skille sig af med den underskudsgivende forretning med hovedsæde i Rüsselsheim. Det samme gælder i øvrigt svenske Saab, som også ejes af GM.

Mens GM havde en stor aktiepost i Fiat var der tæt samarbejde på det tekniske plan mellem Fiat og Opel. For eksempel deler Fiat Grande Punto og Opel Corsa teknik. Fiats øverste chef, Sergio Marchionne, har udtalt, at han mener, både Fiat og Opel kan spare milliardbeløb hvert år ved i fællesskab at udvikle ny teknik til kommende bilmodeller.

Et rygte siger, at Fiat har budt 7,5 milliarder dollars for at overtage Opel, mens der endnu er påfaldende tavshed om Saabs skæbne.

 

Fiat Grande Punto har givet Fiat smør på brødet, så italienerne nu kan gå på strandhugst blandt kriseramte bilfabrikker.

Fiat Grande Punto har givet Fiat smør på brødet, så italienerne nu kan gå på strandhugst blandt kriseramte bilfabrikker.




 

Tags: , , , ,

 

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner Hvordan vurderer du dette indlæg?
Loading ... Loading ...

 

Del på Facebook

 

3 kommentarer til “Fiat på strandhugst”

  1. Michael skriver:

    Er der nogen der ved hvad det nye fællesskab vil komme til at hedde…

  2. Holger Rosenstand skriver:

    Er i tvivl om navnet på selve selskabet, men de tre bilmærker, Chrysler-koncernen står bag, bevarer deres navne, nemlig: Chrysler, Dodge og Jeep.

  3. Lillebror skriver:

    Jeg skal lige hilse og sige, at stemningen er trykket hos bilforhandlerne herovre lige nu. Vi har jo besøgt nogle stykker den sidste uges tid, og hos nogle af dem er der nærmest dommedagsstemning.

    Generelt mener amerikanerne, at bunden er ved at være nået – og det er nok godt det samme. Chrysler opsiger i disse dage ca. 1.000 forhandlere, og det frygtes, at alene de opsigelser vil resultere i op mod 150.000 nye arbejdsløse. Men amerikanerne klør på med krum hals alligevel. De ka’ noget!

    Mange hilsener fra det store iskageland :-)

Skriv en kommentar