Infrastruktur og visioner

Af Holger Rosenstand
19. maj 2009



Der er grøde i alverdens bilfabrikkers bestræbelser på at udvikle mere miljørigtige biler. Helt naturligt, for den globale debat om klimaforandringer, bæredygtigt energiforbrug osv. må naturligvis smitte af – også på de mennesker, der har viet hele deres arbejdsliv til biler, der er afhængige af fossile brændstoffer (benzin og dieselolie). Som motorjournalist gennem mere end 30 år har jeg stiftet bekendtskab med masser af projekter, der skulle vende udviklingen ved at benytte el eller brint til at drive bilerne frem. Tilbage i 1980′erne og 90′erne blev vi præsenteret for en række forskellige nyskabelser, som givetvis var velmente, men alligevel efterlod mig med en fornemmelse af, at det hele var lidt på skrømt. For velmentheden gik nok mest på, at man overfor kritiske politikere skulle bevise, at man bestemt arbejdede for “sagen” – udviklede for at frembringe miljørigtige biler.

Bilkoncernernes udviklingsarbejde har tydeligt taget en drejning de seneste år. Det er ganske enkelt blevet alvor. Nu arbejder man ikke længere på skrømt. Alle er bevidste om, at den producent, der kommer med det helt store gennembrud i retning af biler, der ikke bare er miljørigtige, men også duelige på linje med benzin/diesel-drevne biler, har udsigt til en gigant-gevinst.

 

 Det store gennembrud

Vi ser i disse år særdeles seriøse udviklingsprojekter, både hvad angår elbiler og biler, der drives frem af brændselsceller, som fødes med brint. Begge typer er “på stedet” helt forureningsfri, og hvis den energi, der skal bruges til at fremstille el eller brint, kommer fra vedvarende energikilder som for eksempel vindmøller, er der tale om stort set helt forureningsfri befordringsmidler.

Personligt bliver jeg ikke overrasket, hvis vi i løbet af ganske få år oplever “det store gennembrud”, så vi ser en stort set forureningsfri bil, der kan produceres til en pris, der matcher de kendte benzin- og dieselbiler.

 

Et eksempel på det seriøse udviklingsarbejde er Opels satsning på brændselscellebiler. I Berlin har Opel nu i et halvt år haft brændselscellebiler, HydroGen4, kørende rundt under realistiske forhold. Og der er udbredt tilfredshed med bilernes præstationer.

Et eksempel på det seriøse udviklingsarbejde er Opels satsning på brændselscellebiler. I Berlin har Opel nu i et halvt år haft brændselscellebiler, HydroGen4, kørende rundt under realistiske forhold. Og der er udbredt tilfredshed med bilernes præstationer.

 

De uvidende frelste




Og så er det, jeg har lyst til at advare mod “de uvidende frelste”. Jeg tænker på de politisk aktive mennesker, som pr. definition afskyr personbilen, fordi den repræsenterer den enkeltes frihed – og dermed individualismen, som i mange af disse frelstes øjne er det samme som kapitalismen.

 Men lad os nu lige være ærlige: Hvem drømmer om kollektive transportformer udenfor storbyerne og når det gælder lange rejser? Jeg tænker på den daglige transport, typisk til/fra arbejde, omkring børnehaven for at hente ungerne, indkøb osv.

 Derfor skal vores samfunds planlæggere passe gevaldigt på. Der er i øjeblikket en tendens til udelukkende at fokusere på det faktum, at kollektiv transport forurener mindre pr. person end individuel befordring – vel at mærke individuel befordring i biler, som vi kender dem i dag.

 

 Fejlinvesteringer!

 Lad os lege med den tanke, at vi indenfor det næste årti står med prismæssigt konkurrencedygtige biler, der ikke (eller stort set ikke) belaster miljøet. Så dur det ikke, at vi nu træffer beslutninger, som ikke tager højde for den situation.

 Lad mig lige understreger, at jeg ikke her tænker på personbefordringen i de større byområder, for her melder sig helt andre hensyn, nemlig pladsforholdene til både den kørende trafik og den parkerende. I byerne skal vi selvfølgelig satse på kollektiv transport. Det samme gælder til en vis grad de lange distancer, hvor mange mennesker kan have glæde af afslappetheden ved at sidde i et tog eller en bus, der er næsten forureningsfri, når man skal fra den ene landsdel til den anden.

 Men lad mig tage et konkret eksempel på, hvor jeg mener, vi skal passe gevaldigt på med planlægningen af vores fremtidige infrastruktur: En gammel traver er på det seneste blevet trukket af stalden igen – der bør bygges en jernbane/letbane mellem Silkeborg og Århus, så de togrejsende i fremtiden ikke skal via Skanderborg for at rejse mellem de to byer.

 Baggrunden for den ide er selvfølgelig, at der er mange pendlere mellem Silkeborg og Århus, og dem skal man naturligvis gerne have transporteret med så lille en miljøbelastning som muligt. Lad os igen lege med den tanke, at vi indenfor de næste 10 år har forureningsfri biler. For realiteten er, at til den tid har vi en fuldt udbygget motorvej mellem Silkeborg og Århus – og hvis der nu ikke er noget miljøhensyn at tage, hvem vil så vælge den nye jernbanelinje, som selvfølgelig er langt mere besværlig, når man tænker på den yderligere transport, der er fra banegården til arbejdspladsen eller hjemmet. Og på vejen skal man lige omkring børnehave for at aflevere/hente afkommet – og der skal for resten også købes ind til aftensmaden!

 Sagt kort: Hvis man som politiker skal gå ind for at etablere en ny jernbane til mange hundrede millioner kroner, må man nødvendigvis betragte tesen om, at den forureningsfri bil er til rådighed indenfor overskuelig fremtid, som en utopi. Det er det muligvis også, men jeg tror det modsatte, og har jeg ret, vil pendler-jernbaner mellem Silkeborg og Århus eller andre tilsvarende strækninger ende som gigantiske fejlinvesteringer. For kun meget få vil bruge dem!




 

Tags: , , ,

 

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner Hvordan vurderer du dette indlæg?
Loading ... Loading ...

 

Del på Facebook

 

3 kommentarer til “Infrastruktur og visioner”

  1. Anders skriver:

    fuldstændig, helt og aldeles, komplet ENIG!!!!
    en sådan kollektiv trafik ville kunne klares via busser, drevet af alternetivt drivmiddel, på den nye motorvej. Det er vel derfor den bliver lavet.

  2. Michael skriver:

    Bravo – du har ramt hovedet på sømmet! jeg er også fuldstændigt enig.
    Men hvad og hvem skal der til for at åbne de frelstes øjne..? Er det motorjournalisterne eller bilfabrikanterne, er det forskerne…?

  3. Holger Rosenstand skriver:

    Det må være bilfabrikanterne og forskerne – men de skal selvfølgelig bruge motorjournalisterne til at få budskabet frem.

Skriv en kommentar