Jubilæum for Sportscarevent

Af Holger Rosenstand
4. maj 2010



Når det efterhånden landskendte arrangement, Sportscarevent, løber af stabelen på FDM Jyllandsringen den 29. maj og på FDM Sjællandsringen den 6. juni, er det et dobbelt jubilæum for begivenheden. Det er nemlig 10. gang, de mange lækre sportsvogne og deres ejere mødes og tilbyder alle interesserede en tur som co-driver på en af de to racerbaner. Og som de foregående ni år går overskudet ved arrangementerne til Børnecancerfonden. 

Til jubilæumsåret har Sportscarevent en ekstra lækkerbisken til publikum, nemlig den nye og meget eksklusive danske superbil, Zenvo ST1. Sjældenheden kommer med på både Jyllandsringen og Sjællandsringen, og i den kan to gange tre vindere af en auktion købe sig til en hæsblæsende tur på en af de to racerbaner.

Det er auktionsfirmaet Lauritz.com, der afvikler auktionen, som starter i midten af maj måned. På Sportscarevents hjemmeside www.sportscarevent.dk vil man etablere et link til den specielle auktion. Det er spændende at se, hvor meget nogle vil ofre for en så eksklusiv køretur, men det er formentlig helt sikkert, at der bliver tale om nogle tusinde kroner pr. tur, for vil man ikke ofre det, må man eventuelt nøjes med en køretur i den dyreste bil på den almindelige billiste, nemlig Mercedes McLaren SLR, som koster 1.500 kr. for en tur.

Tæt på bilerne




Publikum skal betale en entre på 50 kr. – børn under 12 år har dog gratis adgang. For de penge får man mulighed for at komme helt tæt på masser af lækre biler, man ikke ser så tit til hverdag. Det store felt af biler tæller  næsten alt, hvad der kan få mundvandet til at løbe på en entusiast som for eksempel Ferrari, Corvette, Lamborghini og Porsche.

Har man lyst til en tur (normalt to omgange) på en af de to baner, betaler man ved kasse 1 for oplevelsen. Billigste bil er en Opel Speedster Turbo til 300 kr., mens for eksempel en Lamborghini Gallardo kan fås for 1.000 kr. Feltets dyreste er som nævnt Mercedes McLaren SLR til 1.500 kr. – når altså bortses fra Zenvo ST1.

Så her er mulighed for en spændende oplevelse, der får adrenalinet til at suse rundt i kroppen. Og så kan man samtidig glæde en masse kræftramte børn, der får fornøjelse af overskuddet ved de to arrangementer.

Mercedes McLaren SLR er dyreste bil i feltet til Sportscarevent.




 

Tags: , , ,

 

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner Hvordan vurderer du dette indlæg?
Loading ... Loading ...

 

Del på Facebook

 

Skriv en kommentar