Lexus med ny sommer-bil
Af Holger RosenstandDer er et nyt sommer-lækkeri på vej fra Toyotas luksusmærke, Lexus. Til august er Lexus nemlig klar på det danske marked med den nye IS 250 C, som er en coupé-cabriolet med tre-delt foldetag af aluminium.
Den nye Lexus-model henvender sig tydeligt til feinscmeckere. Det fortæller prisen, som starter ved godt 877.000 kr. Det er mere end 300.000 kr. dyrere end billigste Lexus IS 250 sedan.
Plads til fire
Lexus lover plads til fire personer i kabinen. For at opnår det har man rykket bagsædet tre cm frem i forhold til sedan’en. Det er sket for at give tilstrækkelig plads til hovedet for bagsædepassagererne. Til gengæld er ryglænet på forstolene slanket, så der fortsat skulle være hæderlig plads til knæene.
Drivlinen er en 2,6 liters V6 benzinmotor med 208 hk samt en seks-trins automatgearkasse. Konstruktionen med det elektriske foldetag samt de nødvendige forstærkninger i en åben bil bringer vægten på IS 250 C op på 1730 kg, hvilket forringer præstationerne lidt i forhold til sedan-udgaven. Men den klarer dog at accelerere til 100 km/t på 9,0 sekunder, mens topfarten er 208 km/t.
Det elktriske foldetag er ifølge Lexus selv verdens hurtigste. Ved et tryk på en knap i kabinen går de 15 el-motorer og 37 sensorer i arbejder og forvandler den lukkede coupé til en åben cabriolet på 21 sekunder.

Fra august kan man komme ud at køre i åben Lexus IS formedelst knap 900.000 kr. Foto: United Pictures
Tags: cabriolet, coupé, IS 250, Lexus
Del på Facebook
