Mågevinge til 3,8 mio.
Af Holger RosenstandMercedes har nu åbnet for salget af den spændende og karismatiske Mercedes SLS AMG, der genoptager et Mercedes-princip fra 1950′erne med døre, der åbner opad – de såkaldte mågevinge-døre. Herhjemme bliver prisen 3.797.000 kr. plus leveringsomkostninger.
Mercedes SLS AMG er udstyret med en 6,3 liters V8-motor, som yder 571 hk og præsterer et maksimalt drejningsmoment på 650 Nm. Med det kraftværk ruller Mågevingen ud på markedet i klassen for rigtige supersportsvogne.
Også bilens præstationer hører hjemme i den klasse. Topfarten er elektronisk begrænset til 317 km/t, oplyser Mercedes, men fortæller intet om, hvorfor man netop har valgt dette tal som tophastighed. Mågevingen accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,8 sekunder.
Prisen på ca. 3,8 mio. kr. i Danmark er ikke specielt overraskende, men købere til biler i denne prisklasse kan sagtens få lov at komme af med flere penge, for der er et pænt udvalg af ekstraudstyr til bilen. For eksempel kan man vælge keramiske bremser til godt 247.000 kr. eller for eksempel et 1000 watt surround-sound system fra danske B&O til godt 153.000 kr.
Også som el-bil
Mercedes viste på Frankfurt-udstillingen i september en el-dreven konceptbil på basis af SLS AMG. Den har model-tilføjelsen eDRIVE, og nu oplyser Mercedes, at den vil blive sat i egentlig produktion, så den forventes at være klar til salg i 2013.
Den eldrevne mågevinge får en el-motor ved hvert hjul. Lithium-ion batterier med 400 volts spænding sørger for energiforsyningen. Bilen genindvinder energien fra nedbremsninger, og dem skal der nok komme en del af, for Mercedes lover en accelerationstid til 100 km/t på 4 sekunder – altså næsten det samme som i den benzindrevne version.

Den ombejlede mågevinge, Mercedes SLS AMG, kommer til at koste 3,8 mio. kr. i Danmark.
Tags: el-bil, Mågenvinge, Mercedes, SLS AMG, V8
Del på Facebook
