Mobilsnak og klip i kørekortet
Af Holger RosenstandSå er det fremme igen, forslaget om at skærpe straffen for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens man sidder bag rattet. I øjeblikket koster det en bøde på 500 kr. at overtræde færdselslovens forbud mod at bruge håndholdt mobiltelefon. Nu tegner der sig et politisk flertal for, at det også skal koste et klip i kørekortet.
Samtidig ser det heldigvis ud til, at der er politisk flertal for et klip i kørekortet for at køre uden sikkerhedssele. Den del af forslaget fra S og SF kan jeg helt tilslutte mig.
Det er ganske enkelt hul i hovedet at køre uden sele. Der er mere end rigelig dokumentation for sikkerhedsselens evne til at forhindre eller begrænse personskader ved trafikuheld. Samtidig er der ingen komfort-forringelser forbundet med at sidde med selen spændt. Nogle få vil nok være uenig med med i det sidste, men til dem vil jeg sige: Det drejer sig kun om en kort tilvænningsperiode, hvorefter man slet ikke mærker selen.
Tvivlen
Mere tvivlende er jeg overfor tanken om at skærpe straffen for at tale i håndholdt mobiltelefon. Det er ulovligt, ja, men er det relevant med strengere straf end den nuværende bøde på 500 kr.?
Personligt er jeg fløjtende ligeglad, for jeg drømmer ikke om at tale i håndholdt mobiltelefon, mens jeg selv sidder bag rattet.
Samtidig kunne jeg aldrig finde på at nyde for eksempel en isvaffel, mens jeg kører bil. Det mener jeg er mindst lige så farligt som at snakke i den håndholdte. Man har jo heller ikke her begge hænder fri til at betjene bilen, og hvor distraherende vil det ikke være, hvis man taber en is-kugle ned i skødet? Det mener jeg er mere trafikfarligt end mobilsnakken.
Så hvis politikerne endnu en gang vil tage fat på mobilsnakken, bør man udvide forbudet til også at gælde forskellige andre former for distraherende handlinger, en bilist kan finde på.
I den nuværende debat om skærpelse af straffen for mobilsnak har jeg også hørt det argument, at forbudet også bør gælde mobilsnak, som ikke er via håndholdt telefon. I min egen bil har jeg et bluetooth-anlæg, så hvis telefonen ringer, besvarer jeg med et tryk på en knap på rattet.
Jeg skal med andre ord slet ikke fjerne hænderne fra rattet. Og så kan man selvfølgelig diskutere, om selve det at føre en samtale trækker min opmærksomhed væk fra trafiksituationen. Tjah, såmænd, men det samme vil jo være tilfældet, hvis jeg fører en samtale med min kone, når hun sidder ved siden af mig.
Det vil selvfølgelig ikke komme på tale at forbyde en privatbilist at snakke med passagererne under kørslen – alene af den grund, at det vil være umuligt for politiet at bevise, at bilisten overhovedet har sagt noget. Det samme vil naturligvis være gældende, hvis man taler mobilt uden at skulle fjerne hænderne fra rattet. Så lad os venligst være fri for den del af debatten.
Tags: bluetooth, håndholdt. mobilsnak, Mobiltelefon
Del på Facebook

marts 11th, 2010 klokken 22:17
Sæt bøden for 1. forseelse til: kr. 5000,- og 1 klip.
2. gang kr. 5000,- ny køreprøve. 3 gang. kr. 5000,- klip og at køretøjet bliver taget. Den der har lavet forseelsen har jo alligevel ikke fattet hvad det handler om.