Obamas panser-limousine
Af Holger RosenstandDanmark har lige nu besøg af en af verdens suverænt mest specielle personbiler, nemlig den amerikanske præsident Barrack Obamas specialbyggede Cadillac, der er indrettet til at modstå næsten enhver form for angreb på præsidenten. Dem fem tons tunge limousine er fragtet til København for at stå til rådighed for præsidenten under hans besøg i forbindelse med IOC-kongressen.
Den stærkt forlængede limousine er indrettet til at yde den optimale beskyttelse for præsidenten. Karrosseriet består af specialhærdet stål, forstærket aluminium samt mere sjældne materialer som titanium, kevlar og keramiske materialer, der forhindrer projektiler fra selv tunge maskingeværer i at trænge igennem.
Således er bilens døre op til 20 cm tykke, mens ruderne nogle steder består af 11 cm tykt glas, så både håndgranater, flammekastere og maskingeværild preller af på bilen. Den er desuden forsynet med helt specielle fælge og dæk, så den kan fortsætte med ganske høje hastigheder, efter at dækkene er skudt i stykker.
Inde i kabinen findes bl. a. en lille blodbank med præsident Obamas blodtype. Der er rigeligt med førstehjælpsudstyr og så selvfølgelig meget avanceret kommunikationsudstyr.
Den fem tons tunge limousine drives frem af en V8-motor, der yder mere end 500 hk, men detaljer som tophastighed og accelerationsevne holdes hemmelige.

Præsidentens specialbyggede sikkerheds-limousine fra Cadillac vejer fem tons.
Tags: Cadillac, limousine, Obama, Præsident, Sikkerhed
Del på Facebook
