Opel Astra stationcar
Af Holger RosenstandOpel er på vej med stationcar-udgaven af nyeste Astra-generation, som kom på gaden i efteråret 2009. Den nye stationcar hedder Opel Astra Tourer, og den får officiel premiere på Paris-udstillingen først i oktober.
Teknisk bygger Opel Astra Tourer naturligvis på Astra hatchback, men byder på langt bedre pladsforhold til bagagen. Med bagsædet i brug rummer den 500 liter bagage, og hvis sæderne lægges ned, klarer Astra Tourer 1.550 liter.
Den nye stationcar får otte forskellige motorer at vælge mellem. På dieselsiden er der bl. a. den kendte 1,3 liters ecoFLEX med 95 hk samt den to-liters diesel med 160 hk. Den kraftigste benzinmotor er en 1,6 liters turboladet maskine, der yder maksimalt 180 hk.
Seks trins manuelt gear er standard, og som tilvalg kan fås en seks trins automatgearkasse. Opel Astra Tourer bliver også i nogle udgaver udstyret med brændstofbesparende teknik som gearskifteindikator og automatisk stop/start.
Opel har den nye stationcar klar til salg hurtigt efter Paris-udstillingen, nemlig i november måned, men om det tidspunkt også gælder det danske marked, er endnu ikke klarlagt.
Tags: Astra. Tourer, Opel, Paris-udstillingen, stationcar
Del på Facebook



november 12th, 2010 klokken 11:27
hvad koster den og fåes den med autometgear
november 12th, 2010 klokken 14:28
Nogle af versionerne fås med automatgear. F. eks. 1,6 benzin med 115 hk til 286.080 kr. eller 2,0 diesel med 160 hk til 338.080 kr. Samme udgaver med manuelt gear er 20.000 kr. billigere.