Peugeot først med dieselhybrid

Af Holger Rosenstand
30. august 2010



På biludstillingen i Paris i starten af oktober har Peugeot verdenspremiere på verdens første dieselhybrid i form af Peugeot 3008 Hybrid4. Den byder på i alt 200 hk og et normforbrug på 26,3 km/l – imponerende. 

Hidtil har alle hybridbiler været udstyret med en benzinmotor i kombination med en eller flere el-motorer, men den nye Peugeot kombinerer en dieselmotor med el-motor, hvilket er første gang i bilverdenen.

Og der er tilmed en anden teknisk nyskabelse i Peugeot 3008 Hybrid4. Den 163 hk stærke dieselmotor trækker nemlig udelukkende på forhjulene, mens den 37 hk stærke el-motor trækker på baghjulene og dermed giver bilen en form for firehjulstræk. Konstruktionen sparer samtidig en del vægt, idet man undgår en tung kardanaksel mellem for- og baghjul.

Robotgear




Kraften fra dieselmotoren overføres til forhjulene via en såkaldt robotgearkasse, altså en manuel gearkasse med automatisk kobling og elektrisk styring, så den fungerer som en automatgearkasse, men uden dennes tab af moment.

Endnu er det småt med tekniske oplysninger om Peugeot 3008 Hybrid4, men det står klart, at der bliver tale om en både hurtig og dyr bil, men altså med et lavt forbrug og tilsvarende lavt CO2-udslip.

Peugeot har oplyst, at den nye hybridbil sættes i produktion til foråret, men hvornår den lander i Danmark er endnu uvist, ligesom det er stort set umuligt at gætte på priser.

Peugeot 3008 kommer næste år som verdens første dieselhybrid.




 

Tags: , , , ,

 

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner Hvordan vurderer du dette indlæg?
Loading ... Loading ...

 

Del på Facebook

 

Skriv en kommentar